Birgitte Husted Bendtsen
Plante-nørd, forfatter og foredragsholder
Birgitte Husted Bendtsen
Plante-nørd, forfatter og foredragsholder
Velkommen
Denne hjemmeside handler mest om storkenæb og floks.
De to planteslægter, der på latin hedder henholdsvis
Geranium og Phlox, huser mine yndlingsplanter.
Det er da også dem, mine to monografier handler om.
Som ganske ung var jeg medlem af det, der dengang hed “Det jydske Haveselskab”, og på den lokale afdelings haveudflugter tog vi vestjyder oftest østpå, hvor vi måbede over al den frodighed, de fede jorder her kunne fremvise. Én slags planter stod dog lige så godt i min have som i de østjyske, nemlig storkenæb, så dem anskaffede jeg flere og flere af. Efterhånden som samlingen af storkenæb voksede, blev jeg mere og mere optaget af dem, og langsomt men sikkert sneg de sig under huden og gjorde mig til storkenæb-nørd.
På helt anderledes måde blev jeg “floksoman”. Det skete nemlig ganske pludseligt. For mange år siden så jeg i en have en overmåde smuk og ren lilla farve, der strålede ud fra store pyramideformede blomsterstande. Det viste sig at være Phlox paniculata ‘Lilac Time’. Jeg var med et slag solgt, og snart boede ikke blot ‘Lilac Time’ men også mange andre floks i min have. Det viste sig oven i købet, at floksene passede fint sammen med storkenæbene. De to slags planter supplerer hinanden på bedste vis.
Du er velkommen til at besøge min Facebook side (det kan du også, selvom du ikke selv er på FB):
Sidst opdateret januar 2022