Floks (Phlox)

“En have uden floks er en fejltagelse”

Karl Foerster (1874 -1970)

        Floks     Floks-bogen         Foredrag        Blog       Markeder         Hjem

                        Pude- og lyngfloks       Floks til skovbund       Høstfloks

                  

 

I mange år troede jeg, at høstfloks (Phlox paniculata) altid var lyserøde. Især i ældre landbohaver så jeg nemlig tit store Barbie-rosa høstfloks. Formodentlig den, som englænderne netop kalder den “allestedsnærværende floks”, der er den gamle sort P. paniculata ‘Rijnstroom’. Det er en udmærket plante, og blomsterne er fine også, men de kunne ikke få mig til at føle at min have, dengang uden  floks, var en fejltagelse! 

Så skete der noget:  jeg så Phlox paniculata ’Lilac Time’ (se foto øverst) og kom der høstfloks i min have! Lysviolettte som ‘Lilac Time’, tofarvede, stribede, hvide, røde, lysrosa, blå etc. for jeg opdagede at der fandtes  høstfloks i alle farver lige på nær gul.

‘Amaranthriese‘    ‘Fidelio‘    ‘Charlotte Blanchet‘   ‘Mishenka‘      ‘Blauer Morgen‘   ‘Katherine’

Jan Verschoor og den gule floks

I  efteråret 2005
, mens jeg skrev for HAVEN om nye planter, kom jeg i kontakt med den hollandske forædler Jan Verschoor, fordi jeg ønskede at vise en helt ny hvid floks fra ham i bladet.  Da han hørte, at jeg interesserede mig for floks og var i gang med en bog om slægten Phlox, inviterede han mig til Holland den følgende sommer, så han kunne vise mig, hvad han havde på bedding.

Og der var sandelig store nyheder at se hos Jan Verschoor. Han syslede nemlig med at skabe verdens første rent gule floks af  høstfloks-typen. Den første floks, der viste gule farver  kom på markedet i 2007 og hed Phlox ‘Sherbet Cocktail’.


Jeg har holdt forbindelsen til Jan Verschoor, og vi er blevet gode plantevenner.

Efter ‘Sherbet Cocktail’ er Jan nået endnu længere med den gule farve. ‘Crême de la Crême’ har således kun lidt rosa på nogle af blomsterne.

En meget sent blomstrende floks, der hedder Phlox ‘Babje Leto’, er således meget gul. Navnet er russisk og betyder  “Gyldent Efterår”.
Billederne af ‘Crême de la Crême’ og ‘Babje Leto’ er venligst stillet til rådighed af Jan.





          

                              Phlox ‘Sherbet Cocktail

 

                                                               Andre floksvenner

                                                                   Andre floks

Efterhånden som jeg blev mere og mere interesseret i floks, opdagede jeg, at slægten Phlox består af mange andre stauder end høstfloks. Der findes således smukke floks til skovbunden og pudefloks til stenbedet. Disse floks er lave og blomstrer tidligt, om foråret eller i forsommeren. Høstfloks-typerne, blomstrer derimod om sommeren og har forskellig blomstringstid alt efter sort: de kan være tidlige, middeltidlige eller sene. Man kan således have blomstrende floks i haven fra april/maj til sent på efteråret.

Slægten Phlox består af 67 arter, så der findes jo mange flere floks, end der er plads til her på hjemmesiden. Mange af  arterne findes i mange sorter. I bogen “Phlox - floks til haven” er der alene af Phlox paniculata beskrevet næsten 400 sorter!

En anden af mine hollandske plantevenner er planteskolemanden Coen Jansen, der også arbejder med floks. Fra ham har vi bl.a. den smukke lysrosa Phlox paniculata ‘Utopia’
( tv) og den fine hvide P. paniculata ‘Casablanca’.

Coen’s hjemmeside: coenjansenvasteplanten.nl



I England har jeg også floksvenner. Heriblandt “The Phlox Lady” som englænderne kalder min veninde gennem mange år, Jennifer Harmer. Hun har skrevet en lille bog om Phlox
, der kan købes hos The Hardy Plant Society, UK. Bogen er illustreret af Jennifers veninde, Sue Ward, der ligeledes er en kendt person i engelske havekredse. Sue er berømt dels som tegner og dels for sin fantastiske have. Gennem Jennifer blev jeg venner med Sue også. Det er således Sue Ward, der har tegnet mit logo - ingen nem opgave, da jeg gerne ville have, at det skulle vise både æsler, floks, storkenæb og mine bøger !


Både Sue og Jennifer har været af uvurderlig hjælp, da jeg skrev bogen om Phlox. Bl.a. har de skaffet høstfloks fra engelske planteskoler, der ikke have mail order, eller fra nationale samlinger og sendt dem til mig, så de kunne komme med i bogen.


Disse og andre svært tilgængelige floks har jeg givet videre til Kirsten Bengtson, der driver Thyboesminde Stauder, så de kunne komme ud til havefolket. Kirsten har en stor samling af moderplanter, og udvalget i webbutikken veksler år for år. Se www.thyboesminde.dk